Grundlæggende om ishockeyudstyr

Ishockeyudstyr – gode råd inden du køber brugt eller nyt

I KSF spiller vi grundlæggende med  hvid hjelm, blå handsker, blå bukser og hvide gamacher. Kamptrøjerne er hvide på udebane og blå på hjemmebane. På U7 og U9 er det ikke så vigtigt, at du har udstyret i de korrekte farver, men man kan have det i baghovedet når man skal købe ind.
 
Hvad koster et begyndersæt?
Et komplet, nyt sæt ishockeyudstyr til en spiller under 10 år kan købes for 1.500 – 2.000 kr. Men der er der rig mulighed for at købe brugt ishockeyudstyr fra ældre klubkammerater eller på forskellige grupper på fx. Facebook.

Hvad størrelse skal man have?
Man sikre sig, at udstyret passer og er i god nok stand til at yde den rette beskyttelse. Spørg din holdleder eller træner om råd i forhold til køb af udstyr, så du ikke ender med at købe noget, som er for dyrt eller som ikke yder den rette beskyttelse.

Når man spiller ishockey, er det vigtigt at der ikke er “hul” imellem de forskellige dele af ishockeyudstyret, så ishockeyudstyret yder maksimal beskyttelse imod stave, pucke og kollisioner. Således skal der på fronten af spilleren ikke være “hul” mellem handske, albuebeskytter, brystpanser, buks, benskinne og skøjte; ej heller imellem brystpanser, halsbeskytter og hjelm. Dette kan være svært at opnå med børn som vokser hele tiden, men det er idealet.

Ishockey er ikke sjovt, hvis man har skøjter som sidder forkert, er sløve eller i dårlig stand, så de hæmmer barnets udvikling.
Hvis man derfor skal prioritere, så er skøjterne noget nær det vigtigste. Det betyder ikke, at det koster en formue at få et par skøjter. Nye skøjter til børn under 10 år fås for 300-600 kr.

KSF’ klubfarver er blå og hvid. Gamacherne er hvide, bukserne er blå, handskerne er blå og hjelmen er hvid.
Man bør tilstræbe klubfarverne på det synlige udstyr.

Følgende er en gennemgang af et komplet sæt ishockeyudstyr:

Hjelm
Hjelmen skal sidde korrekt og være indstillet korrekt, da den ellers ikke yder den beskyttelse den skal. Ungdomsspillere skal have gitter på hjelmen – et metalgitter som beskytter ansigtet. Hjelmens størrelse kan justeres via 4 skruer eller helt uden værktøj, hvorfor den samme hjelm kan bruges i mange år. Hjelmen skal følge hovedet, når barnet vrikker hovedet fra side til side. Visirets hage-skål skal sidde fast mod hagen. Trækker man visiret opad, skal skålen følge hagen – ellers kan skål og visir skade tænderne ved fald. Det er vigtigt at kontrollere, at alle skruer på hjelmen er der og er stramme – ellers yder hjelmen ikke den beskyttelse den skal.

Nye hjelme kan godt stramme om hovedet de første gange. Derfor kan det være en god idé at have den gamle hjelm med de første gange, så man kan skifte hjelm hvis den nye hjelm strammer for meget.
Hjelmen skal efterspændes en gang om måneden, da skruerne har det med at løsne sig. Yderligere kan man bruge blå Loctite, som hindrer skruerne i at gå løs.

Brystpanser / Skulderbeskytter
Beskytter skulderleddet samt overarme, bryst og øvre ryg. Det fastgøres på siderne af brystet og omkring armene. Da de mindste spillere ikke må tackle, har panseret mest effekt ved fald.

Albuebeskytter
Beskytter albueleddet ved fald og kollisioner. Albuebeskytter til børn er noget af det vigtigste udstyr hvorfor kvaliteten skal være i orden. Visse albuebeskyttere til børn er omkring albueleddet lavet af hårdt pap, hvilket kan være nok når spillerne er helt små (4-6 år), mens en bedre beskyttelse opnås når albueleddet er beskyttet af plast.

Bukser
Ishockey-bukser for de mindste, beskytter ikke mindst halebenet imod de fald der forekommer, når de små får bagvægt – derfor er det vigtigt, at bukserne yder en god beskyttelse. Bukserne skal passe i størrelse og buksebenene skal strække sig til lige over knæet.

Handsker
Handskerne beskytter hænderne mod slag. Man kan sagtens benytte handsker som er brugte – også selvom de er 10 år gamle, da handsker ikke har udviklet sig nævneværdigt de sidste 10 år.

Benskinner
Ishockey-benskinner beskytter skinnebenene mod slag fra stave samt knæene ved fald. Imodsætning til fodboldskinner, dækker de også knæskallen. Det er vigtigt at længden passer. En tommelfinger-regel kan være, at skinnerne passer, når de går til lige over øverste knaphul på skøjterne. Oftest har de små spillere skinnerne udover pløsen på skøjterne, mens andre foretrækker at have dem inde under pløsen. Benskinners størrelse er angivet i tommer. 5-6 årige bruger typisk 8″ (tommer), 6-7 årige bruger typisk 9″ mens 7-9 årige typisk bruger 10″.

Gamacher
Gamacher er bukser som sidder uden på benskinnerne og underben og gør det lettere at rejse sig op efter fald på isen. Uden gamacher skal man rejse sig op fra glatte benskinner, hvilket er meget sværere. Gamacher stopper ved skøjten og er derfor ikke sokker. Gamacher kan i starten erstattes af joggingbukser.

Skøjter
Ishockeyskøjter skal være hårde i siderne, så de yder beskyttelse mod pucke og stave – omend det er mindre vigtigt på U7. Skøjten skal desuden yde støtte og være stiv i sin opbygning, så de er lette at stå på. Slidte skøjter uden støtte får barnet til falde indad på skøjterne, hvilket gør det svært at løbe. Vrider man i skøjtens bagparti, hvor barnets akilleshæl er, skal skøjten være stiv. Når man presser sammen med hænderne på hver side af samme område, skal skøjten være svær at presse sammen.

Skøjten skal sidde til og må ikke være for stor – og man kan ikke kompensere ved at bruge store uldsokker. Sokkerne skal være almindelige, tynde bomuldssokker. En god måde at afgøre om en skøjte passer, er ved at tage sålen ud og lade barnet stå på den. Det er bedre at finde nogle brugte skøjter som passer end at købe dyrere skøjter, som “man kan vokse i”.

Når man tager skøjter på, er det vigtigt at hælen kommer godt ned i hælen på skøjten. Dette opnås ved at banke bagenden af klingen ned i gulvet et par gange med løse skøjter.
Når man spænder skøjter skal man benytte alle hullerne på skøjten. Nogle begyndere foretrækker at føre snørebånd rundt om skøjten. Hvis skøjten er gammel og ikke yder nok støtte, kan det være brugbart, men generelt er det ikke en god idé, da det hæmmer fodleddet.
Skøjten skal strammes godt nederst på skøjten (tættest tæerne), den midterste del omkring vristen skal ikke være særlig stram. De øverste tre huller kan være stramme eller rimelig løse – hvis skøjterne er meget stive, kan man her, lade skøjterne være rimelig løse.
Selvom skøjter skal sidde stramt, må de aldrig hæmme blodgennemstrømmen og skøjten må endelig ikke gøre ondt at have på.

Skøjter skal være skarpe og skal derfor slibes. Ved slibning skabes der et svagt “U” under klingen, som gør at man kun kører på klingens to æg. Klingen skal yde modstand imod isen, så man kan bremse og skal også skære sig ned i isen, så man kan løbe hurtigt. For børn på U-7 skal skøjterne slibes mindst hver anden måned, mens de på U-9 skal slibes oftere – typisk en gang om måneden. Jo mere de bruges, jo oftere skal de slibes. Nye skøjter skal altid slibes, da de ikke er slebet fra fabrikkens side. Din træner eller holdleder kan hjælpe dig med at slibe skøjter.

Med skøjter på, er det vigtigt, at man undgår at gå på beton eller andet underlag, som ikke er lavet til formålet. Kommer man til det, skal skøjten slibes. I KSF er der småsten overalt på underlaget, hvorfor man absolut bør investere i et par skøjtebeskyttere, som altid benyttes udenfor isen.

Stav
Stave bliver lavet af letvægtsmaterialer som glasfiber eller kulfiber.  Starter man på Løve/U7 er det helt fint at starte med en træstav fra 150 kr. Det gør ikke den store forskel og så skal man ikke passe så meget på den. Vil man meget gerne have en lettere stav koster de fra 3-400 kr. og igen er de billige mere end godkendt i de små aldre.

Stave købes i standard-længde og skal skæres til. Træstave skæres med en normal træsav mens letvægtstave saves med en nedstryger. En tommelfinger-regel siger, at staven skal gå til næsen når man står med sko på. Når børnene bliver ældre vil angribere typisk foretrække en lidt kortere stav. Staven kommer i en venstre-variant, som typisk bruges af højrehåndende, samt en højre-variant. Venstre-varianten er den mest udbredte. Om staven er til venstre eller højre afgører om buet/krumningen på bladet, hvor bladet er det stykke som vender mod isen, vender den ene eller den anden vej.
Der findes nybegynder-stave uden bue – og altså med lige blad, som er fint de første 2-3 måneder, men herefter skal der være bue på bladet. Bladet forsynes med stoftape for at undgå at pucken springer fra bladet. Desuden laves der med tape et stop for enden af staven.

Følgende videoer viser, hvordan man taper sin stav op:
http://www.youtube.com/watch?v=RzPP292HHds
http://www.youtube.com/watch?v=j_mCK7WEOuk

Resten af udstyret
Man skal have skridtbeskytter og halsbeskytter. Man kan med fordel købe en sveddragt, en heldragt i polyester, som er meget lig den man bruger til skiløb. Dragten transporterer sveden væk fra kroppen og gør, at man ikke fryser. Dragten skal sidde stramt, så den ikke folder under udstyret. Alternativt er det en god idé, at have en tynd t-shirt under udstyret. Endeligt kommer man ikke uden om en taske til udstyret.

Vedligeholdelse
Efter træning er det vigtigt at tørre klingerne på skøjterne af og altid have skøjtebeskytter på klingerne så de ikke bliver sløve af småsten etc. Klingerne er følesomme og skal være skarpe så man kan stå fast og ikke falder. Desuden skal udstyret luftes. Tag gerne sålen ud af skøjterne, så nitterne under sålen ikke ruster. Man kan med fordel vaske det meste af udstyret efter behov uden at overgøre det, da vask slider på udstyret. Alt udstyr, undtagen skøjter og hjelm, kan i princippet vaskes, men husk at følge vaske-anvisningerne. Handsker – specielt dyre handsker, kan tage skade, da limen i dem går op. Benyt sæbe til finvask, ved 30 grader, uden centrifugering og lad udstyret tørre helt op. Lugt kan tages med Rodalon som fås i Matas, hvorefter udstyret vaskes eller man kan købe forskellige sportsspray til formålet.

Indersiden af hjelmen kan vaskes med en mild sæbe, som skylles væk med rent vand hvorefter hjelmen tørres.

Ved køb af udstyr har Klubben en samarbejdsaftale med MonkeySports i Malmø med klubrabat

MonkeySports – med fysisk butik i Malmö. Husk at sig, at I spiller i KSF – det udløser 5% i rabat.

KSF har også sin egen webshop, hvor der sælges merchandise udstyr. Den kan kun tilgåes via Holdsport når man er logget ind.