Tved Gymnastik- og Idrætsforening har en samværspolitik, fordi vi gerne vil værne om vores foreningskultur og beskytte vores trænere og medlemmer. Vi følger retningslinjer fra DGI, DIF og dansk lovgivning.
Den gode omgangstone
- Vi taler pænt til hinanden og kommenterer ikke på hinandens kroppe, udseende, etniciteter, køn, religioner, aldre osv.
- Vi respekterer individuelle grænser. Det gælder også et ”nej” under leg.
- Mobning er fuldstændigt uacceptabelt
- Forældre, trænere og medlemmer går ikke ind i det modsatte køns omklædningsrum
- Mobiltelefoner er slukkede til træning og i omklædningsrummene
Hvis reglerne ikke overholdes
- Børn og unge, der føler sig verbalt eller fysisk krænket af en træner, kan og bør til enhver tid fortælle det til en anden voksen
- Alle har pligt til at gå til bestyrelsen, hvis de hører om eller ser krænkelser
- Bestyrelsen har pligt til at reagere på henvendelser om krænkelser
- Trænere har ret til at bortvise medlemmer fra træning, kampe, ture osv., hvis de opfører sig uacceptabelt
- Bestyrelsen har pligt til at ekskludere trænere og medlemmer, der gentagne gange opfører sig uacceptabelt
Forældrenes rolle til træning, under kampe og på ture
- Vi forventer at forældrene respekterer trænernes beslutninger, fx når en træning skal foregå uden forældre i lokalet
- Vi accepterer ikke at forældrene råber på sidelinjen og diskuterer med trænere og eventuelle dommere
- Vi forventer at forældrene hjælper til, hvis der er behov og mulighed for det
- Vi opfordrer forældrene til at deltage i børnenes idrætsliv og bakke op om holdene
Rygning, alkohol, doping og euforiserende stoffer
- Vi tolererer ikke at trænere, medlemmer eller ledsagere er påvirket af eller medbringer alkohol eller stoffer til træning, under kampe eller på ture
- Når vi er til sociale arrangementer, drikker og opfører vi os ansvarligt
- Rygning er strengt forbudt i Tvedhallen og på samtlige af TG&I’s træningssteder
Børneattester
- Instruktører/trænere, hjælpeinstruktører og bestyrelsesmedlemmer, som har med børn og unge under 15 år at gøre, skal udfylde en børneattest, for at blive kontrolleret for domme omhandlende pædofili
- Den enkelte afdeling bestemmer selv, hvor ofte børneattester skal udfyldes
- Håndboldafdelingen henter årligt børneattester på alle ungdomstrænere via politiets hjemmeside. Når formanden har modtaget børneattesterne på e-mail, sættes der et “OK” eller et minus ud for trænerens navn. E-mailen bliver slettet direkte herefter for ikke at have CPR-numre liggende.
Foreningens brug af billeder
- Foreningen kan, som udgangspunkt uden samtykke, offentliggøre situationsbilleder fra træninger, opvisninger, forestillinger og andre arrangementer til forskellige formål på TG&I’s hjemmeside, afdelingernes hjemmesider, Facebook-konti og trykte foldere
- Foreningen har oplysningspligt over for de personer, der optræder på et portrætbillede (fx et holdbillede). Personerne bør være vidende om, hvor og hvorfor billedet skal offentliggøres, så de har mulighed for at gøre indsigelse imod det.
- Samtykke kan ske mundtligt eller skriftligt. Med voksne og unge kan det klares mundtligt. Med mindre børn er det forældrene, der skal give lov ved at underskrive en samtykkeerklæring.
- Samtykke er frivilligt. Medlemmer, der ønsker at få fjernet et billede, hvorpå de optræder, kan kontakte udvalget i afdelingen. Nægtet samtykke medfører ingen negative konsekvenser.