Om Cykling Odense

Cykling Odense blev stiftet i 1933 og er i dag klub for ryttere i alle aldre og på alle niveauer – fra de yngste på MTB Kidz til licensryttere blandt seniorerne.

Fire discipliner

Vi træner bane, landevej, mountainbike og cykelcross. Mange af vores ryttere kører flere af dem, og træningen er lagt, så disciplinerne støtter hinanden hen over året.

Vi har vores egen bane

Thorvald Ellegaard Arena er klubbens hjemmebane, og det er en del af forklaringen på, at banecykling fylder så meget hos os. Klubhuset ligger på Thorvalds Vænge 9 i Odense V, og derfra starter de fleste træninger.

Mere end træning

Hvert år afholder klubben Grand Prix Odense, hvor nogle af verdens bedste ryttere kommer på vores bane. Vi står også bag Fyen Rundt, og sammen med Odense Atletik tager vi imod skoleklasser gennem cykelskolen.

Båret af frivillige

Klubben drives af frivillige – trænere, hjælpere og en bestyrelse valgt af medlemmerne. Det er den model, der gør det muligt at have så bredt et tilbud i en klub af vores størrelse.