Vi vil skabe en klub, man har lyst til at være en del af.
Ravnsborg Håndboldklub skal være et sted, hvor der er plads til alle. Hvor børn og voksne kan komme, som de er, have det sjovt og blive en del af et stærkt og nært fællesskab.
For os er håndbold og fællesskab ligeværdige. Håndbolden er selvfølgelig omdrejningspunktet, men det er relationerne, oplevelserne og følelsen af at høre til, der gør en klub til noget særligt.
Vi ønsker at give børn og unge en god start på foreningslivet. Et sted, hvor de lærer at være en del af et hold, tage ansvar for hinanden, glæde sig sammen og håndtere både sejre og nederlag. Kort sagt: Et sted, hvor man ikke kun udvikler sig som håndboldspiller, men også som menneske.
Samtidig tror vi på, at fællesskab og ambitioner sagtens kan gå hånd i hånd. Der skal være plads til den, der først og fremmest kommer for hyggen og vennerne, og til den, der drømmer om at blive rigtig dygtig. Ingen skal begrænse sine ambitioner, fordi man vælger et stærkt fællesskab.
Bestyrelsens opgave er at skabe rammerne for det. Vi arbejder for en klub, hvor det er trygt at være barn, ung og voksen, hvor frivillighed og engagement bliver værdsat, og hvor der er mulighed for at spille håndbold gennem mange forskellige faser af livet.
Vi ønsker, at Ravnsborg Håndboldklub skal være mere end et sted, man går til håndbold.
Vi vil være et samlingspunkt for børn, unge og familier på Vestlolland.
Et sted, hvor man møder sine venner.
Hvor man får nye fællesskaber.
Hvor man udvikler sig.
Hvor man bliver ved med at høre til.
Det nære. Det sjove. Fællesskabet. Håndbolden.
Det er Ravnsborg Håndboldklub.
Medlemmerne i vores bestyrelse kan ses her på denne side.