§ 1 Navn, stiftelsestidspunkt og hjemsted
Stk. 1: Afdelingens navn er TST Håndbold, og den er stiftet d. 28 juni 1979.
Stk. 2: Afdelingens hjemsted er
Aarhus Kommune.
§ 2 Formål
Stk. 1: Afdelingen har til formål at fremme medlemmernes interesse i at dyrke idræt i form af håndbold. Afdelingen har også til formål at styrke fællesskabet og det sociale liv i afdelingen og fremme medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar gennem folkeoplysende aktiviteter. Afdelingen varetager disse interesser på et almennyttigt grundlag.
Stk. 2: Afdelingen indgår i et
fællesskab med hovedforeningen og de øvrige afdelinger og fremmer
sine interesser i samarbejde med disse.
§ 3 Tilhørsforhold til hovedforeningen
Stk. 1: Afdelingen er en forening med selvstændig økonomi og selvbestemmelsesret under hovedforeningen ”Idrætsforeningen TST”.
Stk. 2: Afdelingen er underlagt
hovedforeningens vedtægter.
§ 4 Tilhørsforhold til andre organisationer
Stk. 1: Afdelingen er tilsluttet DGI og Dansk Håndbold under Danmarks Idrætsforbund og er underlagt disse organisationers regler og bestemmelser.
Stk. 2: Afdelingens indmeldelse og udmeldelse af sådanne organisationer er et generalforsamlingsanliggende.
§ 5 Afdelingsbestyrelsen
Stk. 1: Afdelingsbestyrelsen er afdelingens daglige ledelse og repræsenterer afdelingen i alle forhold. Afdelingsbestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg og arbejdsgrupper til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.
Stk. 2: Afdelingsbestyrelsen består af et ulige antal; dog mindst 3 medlemmer, en afdelingsforperson, en afdelingskasserer og mindst 1 yderligere medlemmer. Afdelingsbestyrelsen konstituerer i øvrigt sig selv, og foretager fornøden fordeling af opgaverne. Alle valg sker på ordinær generalforsamling for to år. I lige år vælges afdelingsforperson og og i ulige år vælges afdelingskasserer. Én suppleant vælges hvert år for et år. Såfremt en suppleant indtræder i afdelingsbestyrelsen, skal den pågældende bestyrelsespost besættes ved valg på den førstkommende ordinære generalforsamling.
Stk. 3: Afdelingsbestyrelsen kan
selv fastsætte en forretningsorden. Afdelingsbestyrelsen er
beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
Ved stemmelighed har afdelingsforpersonen veto. Der udarbejdes
referat af afdelingsbestyrelsens møder.
§ 6 Medlemsforhold
Stk. 1: Som aktivt medlem kan optages enhver, der tilslutter sig afdelingens formål og betaler kontingent for en periode på mindst tre måneder.
Stk. 2: Der kan på samme måde optages passive medlemmer.
Stk. 3: Ethvert aktivt medlem har ret til at anvende afdelingens faciliteter og deltage i afdelingens aktiviteter og tilbud samt til demokratisk medindflydelse på afdelingens forhold efter disse vedtægter. Et passivt medlem har ikke adgang til selve idrætsudøvelsen, men har alle øvrige medlemsrettigheder. For udøvelse af stemmeret på afdelingsgeneralforsamlingen gælder bestemmelsen i § 9, stk. 4.
Stk. 5: Medlemmerne er forpligtet til at overholde hovedforeningens og afdelingens vedtægter samt øvrige bestemmelser. Medlemmerne er endvidere forpligtet til at overholde de regler og bestemmelser, som er fastsat af en organisation, som afdelingen er tilsluttet.
Stk. 6: Anmodning om medlemskab behandles af afdelingsbestyrelsen, og medlemsskabet gælder fra, at afdelingsbestyrelsen har oprettet det. Afdelingsbestyrelsen kan kun afslå medlemskab, såfremt der foreligger en særlig begrundelse herfor. Afslag på medlemskab, dog ikke som følge af venteliste, kan kræves indbragt for afdelingsgeneralforsamlingen af den, der har fået afslag. Anmodning herom skal fremsættes inden fire uger efter, at afslaget er meddelt. Anmodningen behandles på førstkommende generalforsamling.
Stk. 7: Udmeldelse sker skriftligt
ved meddelelse til afdelingsbestyrelsen. Udmeldelse kan ske med én
måneds varsel til udgangen af en kontingentperiode. Alle økonomiske
mellemværender opgøres og betales ved udmeldelse.
§ 7 Afdelingskontingent
Stk. 1: Afdelingskontingentet fastsættes af afdelingsbestyrelsen. Der kan fastsættes forskellige kontingenter for konkrete grupper af medlemmer, herunder aldersbestemt kontingent for aktive, kontingent for passive medlemmer og eventuelt helt eller delvist frikontingent for grupper af ledere. Endvidere kan afdelingsbestyrelsen fritage et medlem for betaling af afdelingskontingent, såfremt særlige forhold taler for det.
Stk. 2: Såfremt et medlem ikke betaler kontingent rettidigt, og ikke har betalt efter at være blevet rykket, udmeldes den pågældende som medlem. Sådant ophør af medlemskabet kan ikke kræves indbragt for afdelingsgeneralforsamlingen.
§ 8 Udelukkelse og eksklusion
Stk. 1: Et medlem kan udelukkes midlertidigt for en periode op til seks måneder eller kan ekskluderes, såfremt vedkommende handler til skade for afdelingen, eller hvis vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser. Eksklusion indebærer, at medlemskabet ophører i den pågældende afdeling.
Stk. 2: I sager om midlertidig udelukkelse og eksklusion har medlemmet krav på at blive hørt, inden afdelingsbestyrelsen træffer sin afgørelse. I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på, at afdelingsbestyrelsens afgørelse prøves på førstkommende afdelingsgeneralforsamling, og sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. Såfremt den ekskluderede ønsker at bruge denne mulighed, skal anmodning herom fremsættes til afdelingsbestyrelsen inden fire uger efter, at eksklusionen er meddelt. Afdelingsbestyrelsens afgørelse om eksklusion gælder, selvom den er krævet indbragt for afdelingsgeneralforsamlingen.
Stk. 3: Afdelingsgeneralforsamlingen kan godkende afdelingsbestyrelsens beslutning om eksklusion med samme majoritet som ved ændring af vedtægterne.
Stk. 4: Såfremt et ekskluderet medlem senere anmoder om optagelse i afdelingen, afgør afdelingsbestyrelsen spørgsmålet.
§ 9 Ordinær afdelingsgeneralforsamling
Stk. 1: Afdelingsgeneralforsamlingen er afdelingens øverste myndighed i alle anliggender, medmindre andet fremgår af disse vedtægter.
Stk. 2: Ordinær afdelingsgeneralforsamling afholdes en gang årligt inden udgangen af Marts måned.
Stk. 3: Afdelingsbestyrelsen indkalder til generalforsamling med mindst tre ugers varsel ved meddelelse på hjemmeside og e-mail til alle medlemmer med kendt e-mail adresse. Indkaldelsen skal indeholde tid og sted og foreløbig dagsorden, samt oplysning om, at forslag fra medlemmer skal være fremme hos afdelingsbestyrelsen senest to uger før afdelingsgeneralforsamlingen. Afdelingsbestyrelsen kan selv fremsætte forslag. Endelig dagsorden udsendes senest en uge før afdelingsgeneralforsamlingen på samme måde som indkaldelsen.
Stk. 4: Adgang til afdelingsgeneralforsamlingen har alle afdelingens medlemmer, samt personer afdelingsbestyrelsen har inviteret. Stemmeret har alle medlemmer, der har været medlem af afdelingen i mindst tre måneder og ikke er i kontingentrestance. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Børn og unge kan, fra de er fyldt 15 år, selv udøve medlemsrettighederne, herunder stemme på afdelingsgeneralforsamlingen. Stemmeretten for medlemmer under 15 år udøves af en forælder. Medlemmer af hovedbestyrelsen har med taleret adgang til at deltage i en afdelingsgeneralforsamling.
Stk. 5: En lovlig indkaldt generalforsamling er beslutningsdygtig uanset antallet af fremmødte.
Stk. 6: Afdelingsgeneralforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen, og som ikke må være medlem af afdelingsbestyrelsen.
Stk. 7: Beslutninger træffes ved almindeligt flertal, medmindre andet fremgår af disse vedtægter. Ved personvalg er den valgt, der opnår flest stemmer.
Stk. 8: Valgbar til afdelingsbestyrelsen er ethvert medlem, der er fyldt 15 år. Flertallet i afdelingsbestyrelsen skal dog udgøres af personer, der er fyldt 18 år. Valgbar som revisor er ethvert medlem, der er fyldt 18 år.
Stk. 9: Dirigenten afgør spørgsmål om afstemninger. Dirigenten kan bestemme skriftlig afstemning.
Stk. 10: Afdelingsbestyrelsen sørger for, at der tages referat af afdelingsgeneralforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes og underskrives af dirigenten.
§ 10 Dagsorden for ordinær afdelingsgeneralforsamling
Dagsorden for den ordinære afdelingsgeneralforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
§ 11 Ekstraordinær afdelingsgeneralforsamling
Stk. 1: Ekstraordinær afdelingsgeneralforsamling kan til enhver tid indkaldes af afdelingsbestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en femtedel af afdelingens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for afdelingsbestyrelsen fremsætter krav herom med angivelse af det emne, som kræves behandlet.
Stk. 2: Ekstraordinær afdelingsgeneralforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter, at kravet er modtaget. Indkaldelse skal ske med mindst to ugers varsel. Reglerne om indkaldelsesmåde og generalforsamlingens gennemførelse gælder i øvrigt på samme som for ordinær generalforsamling.
§ 12 Regnskab og revision
Stk. 1: Afdelingens regnskabsår er kalenderåret.
Stk. 2: Afdelingsbestyrelsen udarbejder årsregnskab. Regnskabet skal indeholde resultatopgørelse over driften samt status. Dette regnskab revideres og skal godkendes af afdelingsgeneralforsamlingen.
Stk. 3: Regnskabet revideres af den af afdelingsgeneralforsamlingen valgte revisor. På hver ordinær generalforsamling vælges én revisor for to år.
Stk. 4: Revisor skal hvert år gennemgå årsregnskabet og påse, at det er regnskabsmæssigt korrekt, og at indtægter og udgifter er udtryk for rimelige dispositioner. Revisor skal forsyne årsregnskabet med en påtegning. Revisor har til enhver tid adgang til at påse bogføring og afdelingens beholdninger.
Stk 5: Afdelingen fremsender revideret årsregnskab samt budget til hovedforeningen til orientering inden afholdelse af afdelingsgeneralforsamlingen.
§ 13 Tegningsret og hæftelse
Stk. 1: Afdelingen tegnes af afdelingsforpersonen sammen med et afdelingsbestyrelsesmedlem eller af tre afdelingsbestyrelsesmedlemmer. Afdelingsbestyrelsen kan foretage alle dispositioner. Dog kan afdelingsbestyrelsen ikke foretage køb, salg og pantsætning af fast ejendom. Låneoptagelse på mere end 3000 kr. skal godkendes af afdelingsgeneralforsamlingen.
Stk. 2: Afdelingsbestyrelsen kan meddele et udvalg eller en person fuldmagt til at foretage dispositioner på vegne af afdelingen.
Stk. 3: Der påhviler ikke afdelingens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, der påhviler afdelingen. Afdelingsbestyrelsesmedlemmer hæfter heller ikke for disse forpligtelser.
§ 14 Vedtægtsændringer
Stk. 1: Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Vedtægtsændringer skal godkendes af hovedbestyrelsen.
Stk. 2: Vedtagelse af fusion med en anden forening afgøres på en afdelingsgeneralforsamling med mindst to tredjedele af de afgivne stemmer for forslaget. Hovedbestyrelsen afgør, om den fusionerede enhed kan være medlem af hovedforeningen.
§ 15 Udmeldelse og opløsning
Stk. 1: Beslutning om udmeldelse af hovedforeningen samt om afdelingens opløsning skal forud være forhandlet med hovedbestyrelsen og kræver vedtagelse på to på hinanden følgende ekstraordinære afdelingsgeneralforsamlinger. Der skal mindst være seks uger mellem de to generalforsamlinger. Til vedtagelse kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for beslutningen på begge generalforsamlinger.
Stk. 2: Ved opløsning tilfalder afdelingens formue hovedforeningen. Ingen medlemmer kan få andel i formuen.
Stk. 3: Til at forestå opløsningen af afdelingen vælger den afsluttende generalforsamling to personer til at gennemføre alle nødvendige dispositioner.