Holdkampe er en af de mest sociale og spændende måder at spille badminton på. I stedet for at konkurrere alene, spiller man som en del af et hold, hvor hver enkelt kamp bidrager til holdets samlede resultat. Det skaber en stærk følelse af fællesskab og holdånd.
Hvad er en holdkamp?
I en holdkamp mødes to klubhold, og spillerne dyster i både single- og doublekampe. Et hold består typisk af 4-6 spillere, og hver spiller deltager som regel i to kampe pr. holdkamp. Kampene afvikles i en hyggelig og støttende atmosfære, hvor både sejre og nederlag deles med holdkammeraterne.
Holdkampe er åbne for alle aldersgrupper og niveauer – fra U9 til U17/U19. Der findes forskellige rækker, så både nybegyndere og erfarne spillere kan finde passende modstand. Det er en oplagt mulighed for at få kamptræning og udvikle sig som spiller i et trygt miljø.
Sæsonen for holdkampe strækker sig typisk fra september til april. I denne periode spiller holdene mod andre klubber i deres region. Kampene planlægges, så de passer ind i både klub- og skolekalenderen, og der tages hensyn til individuelle turneringer og ferier.
Kvalifikation til DMU
Sæsonens højdepunkt er DMU, hvor de bedste hold fra hele landet mødes for at konkurrere om mesterskabet i deres aldersgruppe og række. For at kvalificere sig til DMU skal et hold placere sig i toppen af deres regionale holdturnering. Det betyder, at både engagement og gode resultater i løbet af sæsonen er vigtige for at nå dette mål.
DMU afholdes normalt i april og er en festlig afslutning på sæsonen, hvor der spilles intense kampe, og nye venskaber opstår på tværs af klubber og landsdele.
Tilmelding til holdkampe
Holdene til holdturneringen tilmeldes af klubben, og det er klubben, der står for at sammensætte dem. Typisk spørger vi i forbindelse med spørgeskemaet til sæsonstart, om man ønsker at spille holdkampe. Det er derfor vigtigt at krydse det af, hvis man gerne vil være med.
Har man ikke krydset sig af i spørgeskemaet, men ønsker at spille holdkamp alligevel, så skal man bare tage fat i sin træner og give besked. Vi vil altid gerne have engagerede spillere med.
Holdene bliver som udgangspunkt sammensat i starten af sæsonen og gælder for hele sæsonen, da de tilmeldes som faste hold til turneringen. Der er dog i nogle tilfælde mulighed for at blive sat ind som reserve eller være med på et ekstra hold, hvis der opstår behov – så sig endelig til!
Holdkampe er en super sjov og lærerig del af badminton – og vi opfordrer alle, der har lyst, til at være med.
Find stillinger og resultater for holdkampe her.
Her kan du finde protestformularen og læse reglementer samt tillæg til reglementerne i Badminton Danmarks holdturneringer og -mesterskaber.