Vinding SF skyder sæsonen i gang til dk company Cup 2026


Den 18.–20. september går turen til Ikast, hvor Vinding SF deltager i årets dk company cup – et traditionsrigt opstartsstævne for ungdomshold fra U9 til U15. 

I Vinding SF har vi fokus på gode oplevelser, stærke fællesskaber og sammenhold på tværs af årgange. Derfor tager vi afsted samlet som klub med alle vores ungdomshold. Det giver spillerne mulighed for ikke bare at være sammen med deres eget hold, men også for at lære de øvrige spillere og trænere i klubben endnu bedre at kende. 

Weekenden byder på masser af håndbold, spændende kampe og gode oplevelser både på og uden for banen. Stævnet samler omkring 190 hold fra forskellige klubber, så der bliver rig mulighed for at møde nye modstandere og få kampformen på plads inden den nye sæson. 

Der spilles indledende puljekampe efterfulgt af slutspil og placeringskampe. Målet er, at alle hold får mindst fire kampe i løbet af weekenden. 

Men dk company Cup handler om mere end resultater. Under overskriften “Fight, hygge og fællesskab” bliver der også lagt vægt på sammenhold, sociale aktiviteter og gode oplevelser på tværs af holdene. 

Det passer rigtig godt til den måde, vi gerne vil være klub på i Vinding SF. For de overnattende deltagere bliver skolerne i Ikast rammen om en hyggelig stævneweekend sammen med holdkammerater og resten af klubben. 

Vi glæder os til en weekend fyldt med håndbold, holdånd og fællesskab – og til at skyde den nye sæson i gang samlet som Vinding SF.




Tilmelding og spillergebyr

Tilmelding for spillere foregår via Holdsport på kalenderbegivenheden for det enkelte hold.

Spillergebyret er:

  • 700 kr. for overnattende spillere
  • 575 kr. for spillere, der ikke overnatter

Sidste frist for tilmelding er 25. august 2026.

Har du som spiller eller forælder spørgsmål til stævnet, tilmeldingen eller det praktiske, er du meget velkommen til at kontakte træneren for dit hold.


Praktisk Information

  • Dato: 18.–20. september 2026
  • Sted: Ikast
  • Rækker: U9, U11, U13 og U15
  • Stævnehjemmeside: www.dkcompanycup.dk

Fællesstævner oversigt

September
Fre
18
Opstartsstævne - dk company Cup 2026
Hele dagen
Ikast
Håndboldudvalget