Generalforsamling 21/3-2024 – Referat
ad. 1 Birger Agergaard blev valgt til dirigent.
ad. 2 Formandens beretning blev godkendt.
Årsberetning Studstrup Borgerforening 2024
Studstrups borgerforening er et fællesskab for alle beboere i Studstrup – som ønsker at være medlem. Derfor arbejder vi hele tiden på at lave nye arrangementer sådan at vi sikrer os at vi har tilbud til alle aldersgrupper. Vores Børne Aktivitets Udvalg (BAU) har igen i år sørget for en masse fine arrangementer for børn og unge i byen. På trods af at de gentagne gange har søgt forstærkede kræfter har de formået at afholde halloween, juletræsfest, fastelavn og mange indslag ved sommerfesten. En sommerfest som igen i år blev planlagt og gennemført på fineste vis og til stor tilfredshed bland de deltagende.
Som noget nyt i år var der foruden børnearrangementer og voksenfesten også et stort seniorarrangement hvortil der var et flot fremmøde. Seniordagen var arrangeret af vores nyere Senior Aktivitets Udvalg (SAU) som i løbet af året har stået for diverse foredrag, bordtennis og socialt samvær for seniorer hver tirsdag på Kaløvigskolen. Tak til alle som har været med til at gøre alt dette muligt.
Det seneste år vil i Borgerforeningen også blive husket for året hvor man igen begyndte at tale om at placere mobilmast, solcelleparker og vindmøller i Studstrup. Borgerforeningen har været repræsenteret til nabohøring og har indsendt høringssvar imod opstilling af både solceller, vindmøller og mobilmast i vores nærområde. Borgerforeningen deltager med Torben Baun i en arbejdsgruppe mod vindmøller ved Vosnæs og vi er i løbende dialog med kommunen om forløbet med solceller. Vi forventer at se ind i endnu et år med stor debat omkring disse problematikker.
Sidste år besluttede vi at ændre traditionerne omkring Sankt Hans hvilket var en kæmpe succes. Som det seneste initiativ har vi i borgerforeningen nedsat et udvalg som sammen vil skrive en bog om Studstrup. Med Torben i spidsen er gruppen så småt i gang med at undersøge hvad bogen skal indeholde. Vi glæder os til at se og ikke mindst læse bogen. Derudover har vi planer om en trafikkampagne om nedsat hastighed. Vi forventer at påbegynde denne i maj i år.
Vi er altid åbne for ideer og nye forslag fra jer så tag endelig fat i en af os hvis der er noget du savner! Tak for endnu er godt år med et fremragende samarbejde.
Bemærkning:
Knud Nielsen: Hvad sker der med Trafikudvalget og trafikken i Studstrup?
Formanden: Vi er i dialog med Skødstrup Fællesråd og Århus Kommune og planlægger en
kampagne for hastigheds nedsættelse med billeder og tekst på hegnet ved Studsen (når byggeriet er færdig) ellers sker der ikke meget i øjeblikket.
ad. 3 Kasserens beretning og årsregnskab blev godkendt.
Bemærkninger:
Hanne Skovgaard Jensen: Fastelavnsfesten burde være gratis for alle deltagere og ikke give en
fortjenste til foreningen.
Formanden taler med BAU om at fastelavnsfesten bør gå i ”0”
Kasseren: Ud af sommerfestens budget på 26.000 kr er der i år afsat 4000 kr til et senior arrangement om torsdagen.
ad. 4 Budget for 2024 blev godkendt og kontigentet er fortsat 350 kr.
ad. 5 Valg til bestyrelse og suppleanter – Niels genopstiller ikke.
Michael og Lisbeth genvalgt, Berit Schram valgt til bestyrelsen og Søren Tønder valgt til
suppleant. Hanne og Jan fortsætter som revisorer.
ad. 6 Vedtægtsændringer til §6b blev trukket af bestyrelsen efter dialog med fremmødte om
Vigtigheden af at alle kan følge med også uden internet.
Vedtægtsændringer til §9a godkendt.
Ad 7 Ingen indkomne forslag
Ad 8 Under eventult:
Kommunens overtagelse af badebroen er stillet i bero fra kommunens side
Der blev udtrykt bekymring for planerne om solcelleparken ved Studstrup. Af punkter kan nævnes:
Når solcelleparken kommer i drift vil der være støj i op til 1000 m afstand fra konverterne på solcellerne.
Referant: Torben Jensen