RSIK's trivselspolitik

Motivation:

I Rødovre Ishockeyklub anses trivsel som en forudsætning for at drive succesfuld talentudvikling, hvilket betyder, at vores mange spillere trives og har det godt i det miljø, som de hver dag bruger mange timer i.

Flere undersøgelser underbygger, at en central bevæggrund, når der vælges fritidsaktiviteter, er et godt kammeratskab. Endvidere er trivsel et vigtigt parameter i forhold til, at den enkelte spiller kan udvikle sig sportsligt.

Klubben skal være et sted, der fordrer til glæde og dygtiggørelse. Vi ønsker at bidrage til det hele menneske og være med til at give vores spillere både sociale og sportslige kompetencer.

Derfor ønsker vi, at vores klub er et mobbefrit miljø, hvor der er højt til loftet og plads til forskellighed. Til gavn for trivslen og den sportslige udvikling.

Opgaven med at forebygge mobning er et fælles ansvar, og det kræver en løbende indsats at arbejde med trivslen på de enkelte hold.

Hvad er mobning?

Mobning er gentagende handlinger, hvori en eller flere personer aktivt bliver udstødt fra gruppen. Det opstår typisk i fællesskaber, hvor der mangler sammenhold, eller hvor gruppen har lav tolerance. Konsekvensen af dette bliver, at et individ bliver udstødt fra fællesskabet. I denne uhensigtsmæssige gruppedynamik bliver mobning resultatet. Det er helt centralt at forstå, at det ikke handler om onde spillere, men om onde mønstre. Årsagen til mobning kan være mange, og det er ikke altid, at mobningen er en bevidst handling. Grundlæggende handler det ofte om et ønske om at høre til i et fællesskab, og frygten for at blive udelukket fra dette fællesskab kan være drivkraft eller motiv nok til at deltage eller i hvert fald ikke at forhindre mobningen.

For en mere udførlig beskrivelse af mobning henvises til animationsfilmen på følgende link: http://www.maryfonden.dk/da/mobbefilm

Forebyggelse:

Vi arbejder kontinuerligt og målrettet med at forbedre trivslen blandt alle foreningens brugere. Konkret forsøger RSIK altid at have de bedst uddannede trænere i DIU-regi, hvori pædagogiske emner drøftes og værktøjer gives. Endvidere så afholdes særskilte træner- og holdledermøder flere gange årligt, hvor trivsel er et tilbagevendende tema. Dette forum giver plads til at videns dele og give praksiseksempler på, hvordan der holdspecifikt arbejdes med trivslen.

Årlige tiltag:

  • Trænere omkring holdet er forpligtet til at arbejde med den sociale trivsel på årgangen
  • Trænere omkring holdet bestræber sig på at afholde holdsamtaler månedligt eller efter behov, hvor spillerne kan ytre sig om holdets sociale tilstand
  • Trænerne omkring holdet er forpligtet til minimum to gange årligt at afholde spillersamtaler, hvori både sportslige og sociale mål drøftes
  • Trænere, ledere og spillere arbejder med retningslinjer for at skabe god trivsel
  • Der afholdes minimum et forældremøde årligt, hvor retningslinjer til den sociale trivsel præsenteres af både trænere og sportschef
  • Trænere og ledere ser til, at de vedtagne retningslinjer udsendt af bestyrelsen følges

Ydermere opfordres alle hold til at lave ekstraordinære tiltag væk fra skøjtehallen og de sportslige rammer, hvor det sociale fællesskab er hovedformålet. Ligesom der altid kan hentes inspiration til arbejdet med trivsel eller vejledning i forhold til trivslen ved klubbens sportschef og sportsudvalg.

Håndtering af mobning

Når mobning opstår, er det en fælles indsats, der træder i karakter. Da mobningen udspringer af uhensigtsmæssige mønstre i fællesskabet, skal der arbejdes ud fra forståelsen af, at det ikke handler om onde børn og unge. Det vil sige, at mobningen skal forstås som noget socialt, som alle omkring holdet har et ansvar for at ændre. Konstateres mobning sker derfor følgende:

  • Individuel samtale med de relevante parter
  • Trænerne tager episoderne op i plenum
  • Forældrene til de implicerede parter kontaktes
  • Sportschef og sportsudvalg underrettes

Sportschef og sportsudvalg går kun ind i de sager, hvor det af trænerteamet ønskes eller skønnes nødvendigt.

Forældre må ligeledes forventes at være en vigtig aktør i forhold til at håndtere og forebygge mobningen. Husk derfor på:

  • Forældre er rollemodeller – sprog smitter
  • Forældre bør bakke op om fælles beslutninger
  • At være bevidste om egen rolle i forhold til børnenes generelle trivsel – særligt sprog og samtaler imellem andre forældre må anses for at være centralt – hold tonen sober både før, under og efter træning og kamp
  • At være interesseret og spørge ind til oplevelsen af at være en del af holdet, tal om hvad det vil sige, at være en god holdkammerat
  • Kontakte træner/holdleder, såfremt mobning opdages

Forankring i klubbens arbejde

Hensigten med trivselspolitikken er, at denne bliver en fast bestanddel af klubbens virke, således at vi kan sikre, at alle børn får en god oplevelse ved at spille ishockey – både på og udenfor banen. Derfor vil trivselspolitikken blive drøftet minimum én gang årligt på træner- og holdledermøder, ligesom at trivselspolitikken vil blive gennemgået årligt på et opstartsforældremøde på de respektive årgange. Endvidere offentliggøres handleplanen på RSIK’s hjemmeside, således at den altid vil være tilgængelig.

Det tilstræbes i øvrigt, at der findes midler til at lave forskellige plakater, som eksempelvis indeholder billeder af egne spillere og tekst, der skal være med til at underbygge ”den gode holdkammerat”.