Om klubben

Om Kolding Boldklub

Om Kolding Boldklub

Kolding Boldklub er en klub i rivende udvikling. Såvel på bredde- som elitesiden.

På eliteniveau er konkurrencen hård og der stilles meget store krav, hvis man vil være med på højt niveau. Det lader sig på nogle områder kun gøre gennem samarbejde med andre klubber. Derfor indgår KB i et vist omfang i et elitesamarbejde med andre klubber...

På pigesiden samarbejder KB med NBSIF omkring U15. Det har resulteret i et 1. hold, der er blandt de absolut bedste i Danmark og 2. og 3. hold, der er i toppen af deres rækker.

Samarbejdet med NBSIF gælder også U18 og Senior, hvor de 2 overbygningshold, U18 Pigejunior DM og 3F Ligaen, er organiseret i KoldingQ. Begge hold er blandt de bedste i Danmark og U18 har fået tildelt DBU-licens. De øvrige hold i U18 er med i KB/NBSIF samarbejdet på samme vis som U15.

KB har i 8 år været en del af senioroverbygningen, Kolding FC. På en ekstraordinær generalforsamling i efteråret 2009, blev det ensstemmigt vedtaget at udtræde af dette samarbejde, da det hverken sportsligt eller økonomisk har givet det forventede løft. Herreseniorafdelingen har ønsket at stå frit og har allerede sat en række initiativer i gang med henblik på at styrke og trimme afdelingen til at matche fremtidens udfordringer på det sportslige, økonomiske og organisatoriske plan.

Kolding Boldklub har mange bolde i luften, bl.a kan nævnes Pigeraketten, DBU's Fodboldskole, Smurfit Kappa Cup, og meget andet. Aktiviteter der styrker interessen for fodbold for begge køn og samtidigt giver et velkomment bidrag til klubkassen.

Der er taget initiativ til at stable et årligt tilbagevendende indefodboldstævne på benene. Det første stævne afvikles i februar 2010 med Bygma som stævnesponsor. Det foregår i Lyshøjhallerne 26.-28. februar 2010. Flot af initiativtagerne at vi, uden egen hal, kan stable et stort stævne for breddeungdommen på benene.

Et af nøgleordene i KB er UDVIKLING. Det gælder klubben og rammerne. Det gælder trænerne. Det gælder spillerne. Det gælder lederne og det gælder faktisk også forældrene, som er en uundværlig ressource for klubben. Vi kan glæde os over at have rigtigt mange dygtige og engagerede i alle kategorier, men UDVIKLINGEN vi er inde i, kræver endnu flere.

Det er måske lige dig?

Med sportslig hilsen

Kolding Boldklub

Værdier

Glæde: Klubbens målsætning er at spille teknisk, offensivt fodbold på alle planer og at være et trygt, socialt samlingspunkt på tværs af alle hold og årgange til glæde for alle.

Respekt: En præsentant for Kolding Boldklub - et medlem, en træner, en leder eller en forældre - udviser altid positiv adfærd og respekt for andre, såvel som udenfor banen

Åbenhed: Alle nye medlemmer er uanset køn, race eller tro velkomne i Kolding Boldklub. De modtages med en velkomstsamtale, en orientering om klubbens værdier og får udleveret en folder om den daglige gang i klubben.

Samarbejde: Kolding Boldklub lægger stor vægt på samarbejde og demokrati, og derfor inddrages så mange medlemmer og forældre i klubbens aktiviteter.

Troværdighed: Et klubliv kan kun blive godt og levende, hvis vi kan stole på hinanden og oplyse om, hvad der sker i klubben. Klubbens hjemmeside bidrager til oplysninger med en løbende opdatering.

Udvikling: Kolding Boldklub er en økonomisk ansvarlig klub, der ønsker at udvikle og dygtiggøre sig. Klubben og dens medlemmer vil være parate til at tage nye udfordringer op til gavn for både det enkelte medlem og for klubben som helhed.

Trivsel: Klubbens fysiske rammer er en væsentlig forudsætning for medlemmernes trivsel. Det er derfor vigtigt, at de behandles med respekt, og at medlemmerne sørger for ro og orden.

Her finder i os

  • Drej fra ved Kolding S og følg Hylkedalsvej mod Kolding
  • Drej til venstre, og følg Haderslevvej(skilte til Rute 170/Havn)
  • Drej til venstre, og følg Mosevej
  • Efter 150 meter finder du Kolding B på venstre hånd