Nyt fra bestyrelsen

Information fra bestyrelsen.

13. maj 2025.

Kære medlemmer, spillere, forældre, trænere og frivillige,

Vi i bestyrelsen vil gerne sige tak for det store engagement og den opbakning, som vi oplever hver eneste uge i hallen. Det betyder meget for klubben og er fundamentet for det fællesskab, vi alle er en del af. Vi vil samtidig gerne holde jer opdateret om, hvad der sker i bestyrelsesarbejdet, og her følger derfor en opdatering fra vores seneste bestyrelsesmøde, som blev afholdt i går, den 12. maj.


Status på økonomien

Efter en mere tilbundsgående indsigt og gennemgang af årets posteringer og klubbens konti er det desværre konstateret, at budgettet for den indeværende sæson med en væsentlig margin ikke overholdes. I skrivende stund er bestyrelsen i gang med at lægge budgettet for den kommende sæson og primo juni skal årsopgørelsen udarbejdes, så der kan blive fremlagt et endeligt overblik på klubbens generalforsamling.

Sponsorarbejde

Vi er glade for at kunne fortælle, at arbejdet med at finde nye sponsorer bærer frugt. Inden længe forventer vi at kunne præsentere to nye sponsorer for klubben. Samtidig har vi haft et positivt møde med Sydbank, der ønsker at fortsætte som sponsor.

Ny sportschef

Vi er utroligt glade for at kunne informere jer om, at klubben har indgået en 2-årig aftale med Jesper Krone som klubbens nye sportschef. Jesper skal være med til at sætte den sportslige retning for klubben i tæt samarbejde med vores trænere (udarbejdelse af klubkoncept). Fokus vil derudover være på udvikling af spillere og trænere, rekruttering samt fastholdelse af spillere.

Trænerkabale og klubkoncept

Vi har afholdt et trænermøde, hvor næste sæsons trænerkabale og klubkoncept blev drøftet. Mødet blev ledet af Jesper Krone og markerede starten på et tættere træner-samarbejde og en styrket sportslig retning for klubben.

Skills-træninger og camps

Vi arbejder på at etablere skills-træninger og mindre tema-camps, som skal igangsættes i den kommende sæson. Disse initiativer skal give spillerne flere muligheder for ekstra træning og udvikling.

Øvrig orientering.


Flot første- og andenplads til DM 1. Division Kvinder Senior

I weekenden deltog to af klubbens hold, Høbas og Hørsholm, i 1. Divisions Kvinder Senior DM i Vejen. Hvis det skulle være gået nogens næse forbi, så kan vi med stor stolthed informere jer om, at begge hold spillede sig i finalen, og Høbas endte med at trække det længste strå i en fantastisk kamp, hvor det indtil starten af 4. periode kunne være gået begge veje. Et stort tillykke til Høbas med førstepladsen og til Hørsholms 1. Divisions piger for en flot andenplads!

Minibasketfestival 2025

Det årlige Minibasketfestival bliver endnu en gang et tilløbsstykke. I skrivende stund har hele 111 hold tilmeldt sig til Minibasketfestival 2025 – det er fantastisk at se! Den endelige planlægning med afvikling af omkring 250 kampe i de mange haller forestår, så der vil meget snart blive rakt bredt ud i klubben for at få samlet de rigtig mange frivillige, der er nødvendige for at kunne gennemføre et så stort arrangement. Måske er det at tage forskud på glæderne, men vi vil allerede nu gerne sige en stor tak til alle jer, der kommer til at hjælpe til på den ene eller anden måde - uden jeres hjælp ville det ikke være muligt at lave sådan en fantastisk turnering for alle de unge mennesker!

Sæsonafslutning

I år holder klubben sæsonafslutningen allerede lørdag d. 31. maj kl. 12.00 - 14.00. Vi håber, at alle klubbens medlemmer, trænere, holdledere, frivillige og en masse forældre vil prioritere at deltage! I år gør vi det udendørs omkring street banerne (hvis vejret er til det). Der vil som vanligt være Players Player Award samt anerkendelse af andre, der gør en stor indsats i klubben. Vi starter grillen op, så der kan købes pølser og drikkevarer, men man er selvfølgelig også meget velkommen til at tage mad med selv, hvis man foretrækker dette.

Generalforsamling

Der afholdes generalforsamling torsdag den 19. Juni kl. 18.00 i klublokalet. Dagsorden udsendes snarest. Vi håber, at mange af jer har lyst til at deltage og bakke op om klubbens videre arbejde.

Tusind tak for jeres opbakning og engagement. Vi glæder os til en fortsat god og udviklende sæson sammen med jer alle.

Med venlig hilsen 

Bestyrelsen for Hørsholm 79ers Basketball Klub

Information fra bestyrelsen

04. marts 2025.

Kære medlemmer i Hørsholm Basketball 79ers


Et stærkt setup omkring 1. division og U19-herrer

Vi er meget opmærksomme på den situation, der er opstået for 1. division og U19-herrer. Vores klare ønske er at fastholde disse spillere i klubben og fortsætte den gode udvikling, de er i gang med – med et stærkt trænerteam og som en integreret del af 79ers.

Vores ambition er at udvikle et herrehold, der inden for en årrække kan spille i landets bedste række. Vi ønsker at vise både spillerne og deres forældre, at vi står bag dem 100% og arbejder målrettet for deres udvikling. I den sammenhæng har vi talt med holdendes træner, Ismail, i forhold til næste sæson og har tilbudt ham en 2årig kontrakt.

Ismail er enig i de tanker og visioner vi i bestyrelsen har omkring udviklingen af spillere og omkring de umiddelbare tanker omkring et klubkoncept. For Ismail er det vigtigt at have fokus på den nuværende sæson, og at der er en god dialog mellem klubben og spillerne/forældrene.

Derfor har vi i dag afholdt møde med spillere fra 1. Div og U19.

Prioritering af klubbens spillere og trænere

Bestyrelsen har de sidste fire uger arbejdet intensivt med at gennemgå NSBU-projektets økonomi, de langsigtede planer samt de holdninger og bekymringer, der er i klubben. På baggrund af denne gennemgang har vi truffet beslutningen om at trække os fra NSBU-projektet.

Hvorfor træffer vi denne beslutning?

Vi har identificeret flere afgørende forhold, der gør, at vi ikke ser NSBU som den rette vej for Hørsholm 79ers:

  • Økonomisk prioritering: I denne sæson har klubben brugt en stor andel af kontingentindtægterne på NSBU, herunder finansiering af tre udenlandske spillere og et U17-hold, hvor kun to aktive spillere er fra Hørsholm. Vi mener, at disse midler kan anvendes mere direkte til gavn for klubbens egne spillere og træne
  • NSBU’s fremtidsplaner: Det står klart, at NSBU på sigt ønsker at blive en selvstændig klub med flere hold i hver række. Det vil betyde, at Hørsholm 79ers på sigt kun vil have spillere op til U15, hvilket vi ikke mener er i klubbens bedste interesse.
  • Fokus på klubbens egen udvikling: Alliancer med andre klubber kan gøre det sværere at opbygge en stærk klubånd, udvikle egne spillere og trænere samt sikre en rød tråd i talentudviklingen.
  • Øget fælleskab i klubben: Vi ønsker en klub, hvor alle føler sig inkluderet og en del af samme projekt.


Hvad vil vi i stedet?

Bestyrelsen ønsker at styrke både bredden og eliten for både piger og drenge i Hørsholm 79ers – og vi ønsker at gøre det inden for vores egen ramme. Vi vil skabe et klubkoncept, hvor spiller- og trænerudvikling samt fællesskab er i centrum. Dette vil inkludere fællestræninger på tværs af hold, større fokus på fastholdelse og rekruttering samt en tydelig udviklingsvej for både spillere og trænere. Dette koncept skal udvikles i samarbejde med klubbens trænere og den erfaring der er i bestyrelsen.

Fortsættelse af samarbejdet med Ivan Guerrero

Bestyrelsen kan med glæde meddele, at der er indgået en 2-årig aftale med Ivan Guerrero. Denne aftale sikrer, at Ivan kan fortsætte det gode udviklingsarbejde, han har påbegyndt på dame- og pigesiden i klubben.

Ivan vil fortsætte sit fokus på KBL-holdet, U19- og U15-pigerne samt bidrage aktivt til at udvikle og implementere det nye klubkoncept på pigesiden. Ivans erfaring og engagement er en stor gevinst for klubben og for den fortsatte målrettede og ambitiøse udvikling for både bredde og eliten.

Vi glæder os til at se, hvordan samarbejdet med Ivan kan være med til at løfte dame/pigesiden yderligere og bygge videre på klubbens stærke fundament.

Vi har brug for fællesskab – ikke splid

Vi ved alle, at klubben stod i en udfordrende situation i månederne op til den ekstraordinære generalforsamling. Men trods dette lykkedes det at gennemføre aftenen i fællesskab og med respekt for hinanden - to af klubbens grundlæggende værdier. Det er helt klart i den ånd og med klubbens tredje værdi, Indsats, at den nye bestyrelse har taget fat på arbejdet.

Derfor er vi også utrolig kede af at konstatere, at der efter den ekstraordinære generalforsamling er personer i klubben, som fortsat bruger tid på at skabe splid ved at påvirke trænere, spillere og forældre gennem rygter og fortællinger, der ikke er korrekte. Denne adfærd går ud over alle i klubben, men især de unge mennesker og trænerne, og det tager fokus væk fra det vigtigste: at skabe de bedste rammer for alle i klubben.

Den nye bestyrelse vil medlemmerne og klubben det allerbedste! Ambitionen er i fællesskab at styrke udviklingsmulighederne for alle i klubben, så vi løfter det sportslige, klubfællesskabet og ånden i klubben.

Vi tror på, at vejen frem for Hørsholm 79ers ligger i et stærkt sammenhold, engagement og åbenhed over for nye muligheder, der kan styrke klubben på alle niveauer.

Med venlig hilsen, Bestyrelsen i Hørsholm Basketball 79ers

Ændring i bestyrelsen 

26. februar 2025.

Kære medlemmer. 


Bestyrelsen har i dag modtaget et brev fra Emil, som træder ud af bestyrelsen med øjeblikkelig virkning. Lise Stampe, som er en af vores to suppleanter, vil indtræde i bestyrelsen i Emils sted.

Den nuværende bestyrelse har kun været i funktion i 3 uger og har indtil videre afholdt ét bestyrelsesmøde, hvor Emil blev valgt til næstformand og har været inddraget og hørt. Vi skulle netop i gang med at påbegynde arbejdet med et klubkoncept, og der ligger et stort stykke arbejde foran os. Vi havde selvfølgelig gerne set, at Emil var blevet og bidraget til processen, men vi respekterer hans ønske og beslutning om at stoppe.

Emil har også meddelt sine hold, at han stopper som træner efter sæsonen. Han er en stor trænerkapacitet, som vi er kede af at miste. Det er en naturlig proces, at der forekommer trænerskift efter en sæsonafslutning, og da vi nu så tidligt kender til Emils beslutning, kan arbejdet med at finde en ny træner allerede begynde.

Vi vil gerne takke Emil for hans store arbejde som træner for både D09 og D10 samt for hans korte bidrag til bestyrelsesarbejdet.


I morgen afholder vi, som planlagt, bestyrelsesmøde nummer 2, og vi vil derefter sende en opdateringsmail ud om, hvor vi er med bestyrelsesarbejdet. Hvis der er spørgsmål og eller andet, er I velkomne til at række ud.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen for Hørsholm 79ers Basketball Klub

Information fra den nye bestyrelse

18. februar 2025.

Kære medlemmer, spillere, trænere, frivillige og forældre,


Vi håber, at I alle har haft en god vinterferie. Vi i bestyrelsen ønsker at holde jer godt informeret om, hvad der foregår i klubben, og derfor deler vi her en kort opdatering fra vores første bestyrelsesmøde efter konstitueringen.

Bestyrelsesmøde – de vigtigste punkter


  • Klubbens økonomi – Vi har haft en god og konstruktiv overgang med den tidligere bestyrelse, hvor vi har gennemgået og opdateret de økonomiske poster. Dette giver os et godt overblik og et solidt fundament i forhold til planlægningen af den kommende sæson.
  • Status på Kvindebasket Ligaen (KBL) – Vi arbejder videre med alt det praktiske der skal på plads i forhold til at have dameholdet klar til at spille i landets bedste række i den kommende sæson. Processen skrider fremad, og vi vil løbende informere om udviklingen.
  • 79ers Klubkoncept - Vi har talt om at udvikle et 79ers Klubkoncept, der sætter den sportslige retning for klubbens hold, trænere og spillere. I forhold til det videre forløb vil klubbens trænere blive inviteret til et møde for at tale om/give input til dette så hurtigt som muligt.
  • NSBU / U19 / 1. Div. setup – Vi har diskuteret, hvordan vi bedst muligt fastholder vores 1. divisions herrer og U19-hold i den kommende sæson. Det er vigtigt for os at bevare et stærkt setup for spillerne. Vi har taget kontakt til Virum for at få deres input og forstå deres commitment. I den forbindelse vil vi snart sende mere information ud og invitere til et Q&A-møde for spillere og forældre.
  • Roller og fordeling i bestyrelsen – Vi har kun lige taget hul på dette punkt, men det vil være en prioritet på vores næste møde for at sikre en klar ansvarsfordeling og effektiv drift af klubben.


Vi ønsker, at alle i klubben føler sig hørt og involveret, og vi ser frem til at dele flere opdateringer med jer løbende. Har I spørgsmål eller input, er I altid velkomne til at tage fat i os.

Tak for jeres engagement og støtte – sammen skaber vi en stærk og dynamisk klub!

Med venlig hilsen 

Bestyrelsen for Hørsholm 79ers Basketball Klub

Information fra den nye bestyrelse 

7. februar 2025. 

Tak for det store fremmøde
Vi vil gerne starte med at sige mange tak for det store fremmøde til klubbens ekstraordinære generalforsamling i onsdags. Det viser, hvor meget Hørsholm 79ers betyder for os alle. Vi vil også benytte lejligheden til at takke den afgående bestyrelse for deres store indsats og engagement i klubben. Jeres arbejde har været vigtig for klubbens udvikling.

Første skridt mod dialog og fællesskab
Som vi lovede, er vi allerede gået i gang med at skabe dialog og styrke fællesskabet. Vi har kontaktet den afgående bestyrelse for at arrangere et møde, hvor vi kan høre deres input, synspunkter og modtage en overlevering. Derudover har vi også sat et møde op med NSBU for at genstarte dialogen og for at se om vi kan finde et fælles fodslag til gavn for hele klubben.

Løbende kommunikation
Vi vil løbende holde jer opdateret om vores arbejde i bestyrelsen, så I kan følge med i, hvad der sker i klubben. Gennemsigtighed og god kommunikation er vigtige for os, og vi vil sikre, at alle føler sig inkluderet i processen.

Kort vej til bestyrelsen
Det er bestyrelsens ønske, at der skal være kort vej fra alle i klubben til bestyrelsen. Derfor er I naturligvis meget velkommen til at række ud, hvis I har noget på hjerte. Vi kommer selvfølgelig til at arbejde løbende og være til stede rundt omkring i klubben, men I er også meget velkommen til at række ud i øvrigt. I vil kunne se, hvornår næste bestyrelsesmøde er på hjemmesiden her (scroll ned til “Event”) og ellers også på klubbens årshjul her.

God vinterferie til alle
Vi ønsker jer alle en god vinterferie forhåbentlig i Hørsholm Hallen sammen med vores gode trænere Ivan og Ismail. Vi ser frem til en spændende fremtid med fokus på at udvikle og styrke klubben for spillernes, trænernes, de frivilliges, forældrenes og hele fællesskabets bedste.

Med venlig hilsen,
Den nye bestyrelse i Hørsholm 79ers 🏀