Ishockeyen i Herlev er blevet 50 år

Ishockeyen i Herlev er blevet 50 år – her er historien

Ved en stor jubilæumsfest i Herlev fejrede sporten og klubben i weekenden de 50 år. Herlev Ishockey Klub blev stiftet i 1968, og det skulle naturligvis fejres med en glad aften, hvor koryfæer og klubfolk var samlet i klubben. Her er Herlevs historie med rødder i DIU’s 60 års-jubilæumsbog.

Herlev Ishockey Klub blev grundlagt i slutningen af 60’erne. En mand ved navn Torben With havde boet i Canada i seks år, og da han vendte hjem til Danmark, var det med en stor forkærlighed for ishockeysporten, som han havde lært at kende ved at følge Toronto Maple Leafs.

Han begyndte sit engagement i sporten i Rødovre, men sammen med svogeren Jørgen Raae og Poul Andersen begyndte With at arbejde for en klub i Herlev, der i første omgang spillede ishockey i Rødovre.

Det lykkedes at bibeholde klubben og holde den i gang, indtil byens skøjtehal endelig blev bygget i 1977. Det skulle vise sig, at den første halvdel af 80’erne skulle ende med at blive den hidtil mest mindeværdige i klubbens historie – både på godt og ondt.

I 1981 var Herlev – i en københavnsk domineret 2. division – suverænt i spidsen for grundspillet. I modsætning til den bedste række, havde man dengang slutspil om førstepladsen og dermed oprykningen, og det blev Herlevs skæbne. Godt nok blev Tårnby besejret sikkert i semifinalen, men efter tre dramatiske finalekampe mod HIK måtte Herlev tage endnu en sæson i 2. division. Den afgørende kamp blev tabt foran 1700 tilskuere i Forum.

Men noget stort var på vej i Herlev, hvor en stærk generation af spillere var ved at vokse sig til. Angrebet på oprykningen kulminerede sæsonen derefter, da man havde hentet en usandsynlig stærk canadisk duo ind i form af Frank Barth og Dana Barbin. De to var alt for gode til 2. division, og med B&B som dominerende faktorer, fik de gul-sorte afvist nedrykkerne fra Esbjerg i finalen om oprykning.

At Herlev-holdet to år senere skulle stå som danske mestre, var der formentlig ingen, der havde regnet med eller troet, da oprykningen kom i hus, men der kom tilgang – blandt andet fra Hvidovre, hvorfra brødrene Palle og Arne Schultz straks kom ind og spillede en stor rolle. At Barth og Barbin samtidig eksploderede i den første sæson i 1. division (92 og 80 point i 31 og 29 kampe), betød fremgang for Herlev-holdet, og folk strømmede til skøjtehallen. Resultatet var en andenplads i grundspillet og tre dramatiske semifinalekampe mod AaB.

Den sidste kamp var omgivet af stor tumult, eftersom en storsponsor hos aalborgenserne havde købt 1000 billetter til kampen. Det betød, at Herlev måtte flytte kampen til Gladsaxe for at beholde en form for hjemmebane. 3743 tilskuere satte rekord til en Herlev-hjemmekamp, men det var ikke nok til at klare gæsterne. En sejr i bronzeserien over Rungsted var dog en fin trøst, og den første medalje i historien var en realitet – blot seks år efter, at byen havde fået sin skøjtehal.

Herlev-holdet voksede igen året efter. Jan Larsen, Poul-Johan Haagerup, Hartzberg- og Raae-brødrene, Eddie Schyberg, den legendariske reservemålmand Søren Ahl, der havde været med siden klubbens start, udgjorde den lokale stamme på holdet, mens Michael Faber kom til og forstærkede fra Rødovre.

Richard David stod i boksen og viste endnu engang, at hans evne til at skaffe guldmedaljer var unik i dansk ishockey. Barth og Barbin (102 og 98 point) overgik endnu engang sig selv og hinanden, og Herlev vandt grundspillet to point foran AaB, der også blev finalemodstanderen, efter Herlev i en regulær gyserserie havde vundet over Rødovre, paradoksalt nok med Michael Faber som matchvinder 22 sekunder før tid i den tredje kamp.

Det var ikke kun Frank Barth og Dana Barbin, der bar mesterholdet, konstaterede modstanderne fra Aalborg, der blev overvundet i to kampe i finaleserien. Og det var også et faktum, at Herlevs bredde gennem hele sæsonen havde været en tand skarpere end konkurrenternes. Guldet var fortjent.

Desværre blev Herlev ramt af en frygtelig tragedie midt i sæsonen efter mesterskabet. I december 1984 blev Palle Schultz ramt hændeligt af en stav på halsen i en kamp mod Rungsted, og ingen anede uråd. Palle Schultz spillede endda kampen til ende. Dagen efter blev han til alles overraskelse lagt i koma, og kort efter døde den talentfulde landsholdsspiller. En trist hændelse, der rystede hele den danske ishockeyverden.

”Palle var en dygtig ishockeyspiller og en rigtig god fyr. Jeg kendte ham rigtig godt, og han var min værelseskammerat på landsholdet. Sådan en tragisk hændelse glemmer man aldrig”, siger holdkammeraten Jan Larsen om de værste dage i Herlevs ishockeyhistorie.

Med omstændighederne in mente var det nok så imponerende, at Herlev-mandskabet i samme sæson formåede at komme i slutspillet og sikre sig en fjerdeplads. Den foreløbig sidste medalje i klubbens historie kom i 1989, hvor flere spillere fra det gamle mesterhold stadig figurerede. Også stortalentet Kent Aalborg spillede en dominerende rolle på holdet, der kun måtte bøje sig for urørlige Esbjerg.

I 1991/92-sæsonen blev Herlev sidst i grundspillet, blot to point efter Odense på næstsidstepladsen. Herlev skulle ud i det, der lignede et overkommeligt kvalifikationsspil med to hold fra 1. division, Vojens og KSF, og det gled også ganske fint for klubben, der vandt de tre første kampe (blandt andet 122 hjemme over Vojens) – troede Herlev-lejren i hvert fald.

For udekampen mod KSF var blevet vundet efter 10 minutters omkamp og straffeslag, og det var ikke efter reglementet. Havde dommeren fulgt det, skulle matchen være stoppet efter fem minutters overtid. DIU besluttede at omstøde resultatet fra Herlev-sejr til uafgjort, og nu var situationen pludselig helt anderledes: Vojens var inden den sidste kamp blot et enkelt point efter Herlev – i stedet for at være to point efter og langt bagefter i det indbyrdes regnskab.

Katastrofen indtraf: Sønderjyderne kom flyvende ud til kampen, havde alle marginaler på deres side, og Herlev-spillerne fattede alvoren alt for sent. Foran små 1000 tilskuere i Vojens vandt sønderjyderne 5-3, og Herlev blev sendt en række ned for første gang siden oprykningen i 1981/82, og det endda i selv samme sæson, som ligaen blev udvidet til 10 hold.

Det kostede på alle planer i klubben. Holdet mistede terræn rent sportsligt, for selv om Herlev klarede sig glimrende i toppen af den næstbedste række, var holdet slet ikke godt nok til at matche holdene fra den bedste række i kvalifikationsspillet. Største lyspunkt i årene efter nedrykning var et kæmpetalent ved navn Kim Staal, der viste et helt fantastisk potentiale i kampene mod de store drenge.

Som bekendt blev han senere en af Danmarks allerbedste ishockeyspillere, og kommer gerne stadig i barndommens gade i skøjtehallen i Herlev. Efter sæsonen 1992/93 strøg han til Malmö for at udvikle sig videre, mens de sportslige problemer i Herlev var gået så meget ud over klubben, at man måtte begynde forfra i Herlev Ishockey af 1993.

Her satsede man i første omgang på bredden frem for et stærkt førstehold, og mens antallet af udlændinge og udviklingen i øvrigt tordnede opad, levede Herlev en stille tilværelse i midt- og bundregionen af landets næstbedste række – lige indtil sommeren 1999. Da sæsonen 1998/99 var afsluttet, måtte IC Gentofte og Hvidovre kapitulere i den bedste række, og der blev plads til to nye hold. Gladsaxe og Herlev slog til, og det gik absolut bedst for sidstnævnte.

Det nye eventyr begyndte med et par jævne år, men i 2002/03 var Herlev igen tilbage i en finale i dansk ishockey. Det lykkedes for klubben at kvalificere sig til pokalfinalen, der blev afviklet i en sydende skøjtehal i Odense. Anført af en stærkt spillende målmand, Derek Herlofsky, vandt Odense 52, og 300 Herlev-fans måtte drage skuffede hjem. Herlev var ellers blevet forstærket af Jesper Duus og svenske Patrick Boij, der begge var kommet til klubben, efter Hvidovre var gået konkurs.

28. september 2003 var en af de store dage i Herlevs ishockeyhistorie. Her afsluttede kommunen en – lidt forsinket – ombygning af byens skøjtehal, der blev genindviet med et 0-4-nederlag mod Herning. Det blev begyndelsen på en sæson, hvor både Michael Faber, Jesper Duus og Leif Thomsen var inde omkring holdet som trænere, og grundspillet blev en lidt skuffende affære for et hold med profiler som Søren True, Henrik Børner, Thor Dresler og unge udgaver af Rasmus Olsen og Thomas Lilholt.

Til gengæld gjorde Herlev-spillerne alt, hvad der stod i deres magt for at skabe overraskelsen i kvartfinalerne. Her blev de senere finalister fra AaB presset ud i syv kampe, og mange Herlev-fans vil formentlig huske de to straffeslagsdramaer på hjemmebane. Ikke mindst den sjette kamp, som målmand Michael Madsen afgjorde ved at redde Alexander Ageevs forsøg, står stadig klart.

Året efter lykkedes det endelig for Herlev at komme med i toppen af grundspillet, men tredjepladsen blev byttet ud med et bittert nederlag i kvartfinalen mod Odense. Og så sank Herlev-mandskabet ellers til bunds i ligaens hierarki. I tre sæsoner i træk sluttede Herlev suverænt på sidstepladsen med udsalg af nøglespillere for at redde økonomien som en træls afslutning. I 2007/08-sæsonen kulminerede miseren, da et ungt hold, ledet af klubbens tidligere storspiller Johan Marklund, ikke vandt en eneste kamp fra november og fremad.

2008/09-sæsonen blev endnu en svær omgang for den efterhånden hårdt prøvede Herlev-organisation, der stædigt holdt ved klubbens status som deltager i AL-Bank Ligaen. Johan Marklund begyndte sæsonen som træner, men blev fyret og afløst af sin assistent, den unge Erik Vikström.

De to meget dygtige canadiere Kevin Estrada og Ash Goldie var hentet ind som forstærkninger, og sammen med flere andre stærke udlændinge gav de håb om en forbedring af placeringen og måske en plads i slutspillet. Desværre for Herlev-holdet havde alle de andre klubber forstærket sig tilsvarende, og en langtidsskade til Ash Goldie, samt skader hos flere andre profiler – Estrada kom også på listen efter nytår – betød, at Herlev igen dumpede til bunds. Oveni kom svære økonomiske problemer, men klubben kunne dog køre sæsonen til ende, selv om det kneb gevaldigt.

En ny klub og ny organisation kom til verden ved en ekstraordinær generalforsamling i foråret 2009, hvor 54 personer stiftede Herlev Ishockey Klub, en organisation, hvor førsteholdet på alle leder og kanter skulle skilles ud fra resten af organisationen. Her fik klubben også en ny formand i skikkelse af Sus Christiansen.

Den gamle formand, Bjarne Christiansen, blev kåret til æresmedlem under stor og kraftig applaus fra forsamlingen. I første omgang var det også meningen og planen, at Herlevs førstehold skulle tilbage til den bedste liga, men kort før turneringen gik i gang, fik klubben frataget licensen, da det viste sig, at økonomien ikke holdt vand.

Er det ikke blevet til danmarksmesterskaber siden 80’erne hos herrerne, kan forstadsklubben til gengæld glæde sig over at have haft Danmarks absolut bedste kvindehold i de seneste mange sæsoner. I 2008/09 gik holdet ubesejret gennem samtlige kampe på dansk grund, og oveni hatten lykkedes det for Herlev-kvinderne at kvalificere sig til anden runde i Europa Cuppen. Adskillige profiler og landsholdsspillere har været forbi klubben, der i allerhøjeste grad må karakteriseres som en isbryder i dansk kvindeishockey.

Selv om Hvidovre de seneste sæsoner har overhalet indenom og vundet de fleste mesterskaber, står Herlev-kvinderne stadig som nogle af de skarpeste i dansk ishockey og har i modsætning til mange andre klubber holdt kvindeishockeyen i live i klubben.

Efter et par sæsoner i den næstbedste række genopstod den professionelle overbygning Herlev Eagles igen i sæsonen 2011/12 med navnkundige folk som Jesper Duus, Kim Staal, Frederik Storm og Thor Dresler på holdet. Det var dog ikke nok til at bringe Herlev over kvartfinalen i tre sæsoner, hvor de større navne dryppede ud og ind og fra 2014-17 nåede Herlev ikke kvartfinalen, men fremstod som et notorisk bundhold.

Det blev der lavet om på i fjor, hvor en flot playin-serie mod Odense blev afløst af en fin serie mod Herning i kvartfinalen. Her lykkedes det endelig for Herlev at vinde en kamp i en kvarfinaleserie igen, og det har givet fornyet optimisme frem mod den nye sæson, hvor Herlev bygger op med den svenske træner Patric Wener i spidsen.

Ved 50 års-festen i weekenden kunne Herlev-ishockeyen ligeledes fejre, at Søren Dencker fik titlen som årets ungdomstræner ved den nylige Dansk Ishockey Award, og Dencker er i den grad synonym for et solidt ungdomsarbejde, der for øjeblikket fører flere “hjemmeavlede” spillere frem til Metal Ligaen end længe set hos Herlev.

Stort tillykke med de 50 år til Herlev-ishockeyen.

Lånt fra faceoff. Articles by Michael Søvsø