Vedtægter

Vedtægter for Solrød Gymnastikforening

§ 1 - Navn

Foreningens navn er "Solrød Gymnastik Forening" (SGF). Foreningen er stiftet den 9. marts 1972 og er hjemmehørende i Solrød kommune.

§ 2 - Formål

Foreningens formål er gennem frivilligt foreningsarbejde, med udgangspunkt i fælles idrætslige aktiviteter, at skabe samvær, trivsel og glæde der tilgodeser medlemmernes behov og interesser.

§ 3 - Tilslutning

Foreningen er medlem af:

    • Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI)
    • Solrød Idræts Union (SIU)

§ 4 - Ordinær generalforsamling

Stk. 1

Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed og afholdes hvert år i oktober eller november måned.

Stk. 2

Generalforsamlingen indkaldes med mindst 21 dages varsel ved annoncering på Solrød Gymnastikforenings hjemmeside, samt i udsendt nyhedsbrev pr. E-mail

Stk. 3

Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse, skal være formanden skriftligt i hænde senest 14 dage inden generalforsamlingen

Stk. 4

Stemmeret har alle medlemmer, der ikke er i kontingentrestance på tidspunktet for generalforsamlingens afholdelse, og som er fyldt 15 år - for medlemmer under 15 år har én forældre/-værge pr. familie. Stemmeret kan kun afgives ved personligt fremmøde, ingen kan afgive mere end en stemme pr. afstemning.

Stk. 5

Alle afstemninger afgøres ved simpelt stemmeflertal og sker ved håndsoprækning. Vedtægtsændringer kræver 2/3 af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmers stemmer. "Blanke" stemmer (hverken for eller imod) tæller altid som gyldigt afgivet stemme. Der skal dog foretages skriftlig afstemning, hvis blot ét medlem ønsker det.

Stk. 6

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte mindst følgende punkter:

      1. Valg af dirigent og 2 stemmetællere.
      2. Bestyrelsens beretning.
      3. Aflæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse.
      4. Indkomne forslag.
      5. Fremlæggelse af budget for indeværende år til orientering.
      6. Valg af bestyrelse og suppleanter.
        Formanden og 3-5 bestyrelsesmedlemmer vælges i lige år.  
        Næstformand, kasserer og 3-5 bestyrelsesmedlemmer vælges i ulige år.
      7. Valg af en revisor i ulige år.
      8. Valg af en revisorsuppleant i lige år.
      9. Eventuelt.

Stk. 7

Bestyrelsesmedlemmer, revisor og -suppleant vælges for to år, dog kan op til 2 bestyrelsesmedlemmer vælges årligt (på 1 årig post). Dermed er der hvert år 3 bestyrelsesmedlemmer (andre end formand, næstformand og kasserer) for 2 år på valg samt op til 2 bestyrelsesmedlemmer for 1 år på valg

Stk. 8

Dirigenten underskriver referatet.

§ 5 - Ekstraordinær Generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest en måned efter, at et flertal i bestyrelsen eller 1/10 af foreningens medlemmer eller 50 stemmeberettigede medlemmer fremsender skriftlige motiveret krav herom. Den ekstraordinære generalforsamling skal indkaldes og er beslutningsdygtig som den ordinære.

§ 6 - Medlemmer

Stk. 1

Medlemmer af SGF er: idrætsudøvere, der ikke er i kontingent-restance, instruktører, hjælpeinstruktører, minihjælpere, voksenhjælpere, medlemmer af aktivitetsudvalg, ressourcepersoner samt æresmedlemmer.

Stk. 2

Som aktive medlemmer kan hhv. optages børn og voksne, når de vedkender sig nærværende vedtægter, har udfyldt en indmeldelsesblanket og indbetalt kontingentet til foreningen. Ved optagelse af umyndige medlemmer i foreningen kræves samtykke fra forældre/værge.

Stk. 3

Bestyrelsen kan udelukke et medlem, når den finder grund dertil. Det udelukkede medlem kan anke kendelsen på førstkommende generalforsamling.

Stk. 4

Udmeldelse skal ske ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen.

§ 7 - Passive medlemmer

Stk. 1

Der kan optages passive medlemmer i foreningen.

Stk. 2

Passive medlemmer er medlemmer, der ikke deltager i foreningens idrætsaktiviteter, men alene betaler et medlemsgebyr, der fastsættes af bestyrelsen.

Stk. 3

Passive medlemmer har samme rettigheder/forpligtelser som aktive medlemmer og kan således deltage, stemme og er valgbare, jf. foreningens gældende vedtægter.

§ 8 - Æresmedlemmer

Stk. 1

Som æresmedlem kan indstilles enhver person, der har gjort et stort og nyttigt arbejde for foreningen.

Stk. 2

Den motiverede indstilling om udnævnelse af en person til æresmedlem, skal skriftligt forelægges bestyrelsen.

Stk. 3

Indstillingen, med bestyrelsens anbefaling for eller imod, forelægges til godkendelse på førstkommende generalforsamling, hvor en eventuel udnævnelse finder sted.

Æresmedlemmer er kontingentfrie og har stemmeret som øvrige medlemmer.

Stk. 4

Bestyrelsen kan tilbagekalde et æresmedlem, når den finder grund dertil. Det udelukkede æresmedlem kan anke kendelsen på førstkommende generalforsamling.

§ 9 - Bestyrelsen

Stk. 1

Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen.

Foreningen ledes af bestyrelsen, der består af en formand, næstformand, kasserer og 8 bestyrelsesmedlemmer..

Stk. 2

Bestyrelsen repræsenterer foreningen i alle forhold. Korrespondance og forhandling med offentlige myndigheder må finde sted, når det er forelagt formanden, og godkendt. Bestyrelsen nedsætter de til foreningens drift nødvendige udvalg.

Stk. 3

Formand, næstformand, kasserer og revisorer skal være fyldt 21 år. (Øvrige, der vælges til bestyrelsen, skal være myndige.)

Stk. 4

Ved valg til bestyrelse skal den pågældende være til stede eller forinden have afgivet skriftlig erklæring om villighed til at modtage valg.

Stk. 5

Bestyrelsen udfærdiger selv sin forretningsorden.

Stk. 6

Bestyrelsens beslutninger afgøres ved stemmeflertal. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Bestyrelsesmøderne ledes af formanden eller i dennes fravær af næstformanden.

Stk. 7

Bestyrelsen kan ansætte lønnet medhjælp, i det omfang den finder det nødvendigt

§ 10 - Tegningsret

Stk. 1

Foreningen tegnes af formanden i forening med et bestyrelsesmedlem. Ved formandens fravær tegnes foreningen af kassereren i forening med næstformanden. Bestyrelsen kan meddele fuldmagt.

Stk. 2

Ved større dispositioner samt ved optagelse af lån kræves hele bestyrelsens godkendelse.

Stk. 3

Køb/salg af fast ejendom skal altid godkendes på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling.

§ 11 - Regnskabsår

Foreningens regnskabsår går fra 1.juli til 30. juni. Det reviderede driftsregnskab og status, forsynet med påtegning af revisorerne, forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse.

§ 12 - Revidering af regnskab

Foreningens regnskab revideres af generalforsamlingens valgte revisor. Revisoren bør være regnskabskyndig. 
Revisoren kan foretage uanmeldte kasseeftersyn i det løbende regnskabsår.

§ 13 - Økonomiske forpligtelser

Stk. 1

Foreningens medlemmer, udvalgsmedlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens respektive formue.

Stk. 2

Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse over for foreningen ud over kontingentforpligtelsen.

Stk. 3

Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

§ 14 - Opløsning

Stk. 1

Foreningen kan kun opløses, hvis 2/3 af deltagerne i 2 på hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger stemmer herfor.

Stk. 2

Ved ophør af foreningen skal foreningens formue overdrages til alment velgørende formål i Solrød Kommune.

Stk. 3

Fordelingen afgøres på den opløsende generalforsamling.

-o0o-

Vedtaget på den ordinære generalforsamling den 1. oktober 2017.