Klubnyheder

Fejring af Dannebrog Solrød Gymnastikforening

19. juni 2019, 09.45

I en forening som Solrød Gymnastikforening er der mange traditioner. En af dem er brug af faner ved f.eks. opvisninger. Vi har ved flere lejligheder fået faner af Danmarks Samfundet og ved fejring af dannebrogs 800 års dag i år, var vi inviteret med til arrangement i Køge Kirke. Det var dagen før Valdemars dag 15. juni, som ellers er den dag, dannebrog normalt fejres.

En lille trup af frivillige fra foreningen drog afsted med to af foreningens faner. Der var omkring 40 faner fra mange foreninger og flot så det ud i kirken, der var fyldt til sidste plads. Der var forskellig sang og musik, taler og et par foreninger fik nye faner overdraget ved en særlig ceremoni. Det sluttede med et samlet optog med fanerne til Køge Torv.

Til vores medvirkende faner fik vi emblemer udleveret til påsætning og som erindring om deltagelse i fejringen. De frivillige, der gik med fanen, fik et evigt minde om dette i form af en nål.

I SGF har vi så dygtige fanebærere at vi ”lånte” to ud til Solrød kommune. Kommunen har nemlig også en fane, men desværre ingen der kunne gå med den, så SFG trådte til og hjalp.

På billedet ses klargøring af faner uden for kirken.